Farmands kylling i karry (fra bogen "Sophie Dahls frydefulde fristelser" af Sophie Dahl, Gads Forlag)..........
"Sophie Dahls frydefulde fristelser" af Sophie Dahl, Gads Forlag......... Løg, hvidløg, frisk ingefær og chili svitses...........
I søndags og i går har vi fået en lækker karryret fra bogen "Sophie Dahls fristelser" af Sophie Dahl (tidligere fotomodel), Gads Forlag. Som jeg før har skrevet, så er det en bog, der ud over at fortælle om hendes passion for mad og for at bruge de bedste råvarer - også er fyldt med lækre opskrifter.
I opskriften stod at der skulle bruges serrano-chili'er, men det kunne jeg ikke skaffe, jeg brugte bare en almindelig frisk, rød chili. Jeg kom heller ikke frisk koriander over tilsidst, men tilgengæld smagte jeg retten til med friskpresset limesaft og fishsauce, hvilket gav en virkelig skøn og meget velsmagende ret!
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den.........
Som tilbehør lynstegte jeg hvad jeg havde af rester i grøntsagsskuffen: broccoli i mindre buketter, en halv squash i i kvarter, forårsløg og hvidløg. Jeg havde noget hot 'n spicy teriyakisauce fra min Mama (som virkelig var STÆRKT!), som jeg tilsatte og kom så mango i efter det havde fået lov til at køle lidt af.........
Farmands kylling i karry (fra bogen "Sophie Dahls frydefulde fristelser" af Sophie Dahl, Gads Forlag), 4 pers.:
1 stort løg, hakket
1 frisk, rød chili, udkernet og finthakket
3 fed hvidløg, knust og finthakket
2 spsk. frisk ingefær, fintrevet
2 spsk. olivenolie
2 tsk. karrypulver
4 kyllingebrystfileter uden skind og ben, skåret i mundrette stykker
salt, friskkværnet peber
½ dåse kokosmælk
saft af ½ lime
lidt fishsauce efter smag
Varm olie op i en gryde ved middel varme og kom hvidløg, chili og ingefær i. Lad det sautere i et par minutter under konstant omrøring. Kom karry i og lad det sautere i et par minutter mere, under omrøring. Kom kyllingestykkerne i og lad dem stege med i et par minutter, til de tager lidt farve. Krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld kokosmælken i, skru ned og lad det simre ved svag varme i ca. 20 minutter. Smag til med friskpresset lime og fishsauce. Server med friskkogte basmatiris.
Lynstegte grøntsager med mango:
½ buket broccoli delt i mindre buketter
½ squash skåret i kvarter i halv tykke skiver
1 forårsløg, snittet
2 fed hvidløg, knust og finthakket
lidt spicy teriyakisauce (eller lidt almindelig teriyakisauce og lidt tørrede chiliflager)
1 mango, skrællet og skåret i tern
olie
Varm olie op på en pande og lynsteg broccoli, til det begynder at blive mørt og får farve. Tilsæt squash og forårsløg, lad det lynstege med i et minuts tid under omrøring. Kom hvidløg ved og lad det stege, til det begynder at afgive duft, ca. ½ minut. Hæld teriyakisauce ved og lad det koge op og koge ind lidt ind. Tag panden af varmen og lad det køle noget af, inden mangotern vendes i.
I går var vi uden internet, som vi får fra vores lokale antenenforening, fordi Bane Danmark havde gravet et kabel over!
Det er måske lidt patetisk at skrive, men jeg gik nærmest rundt om mig selv hele dagen, fordi jeg ikke vidste hvad jeg så skulle lave *S* Normalt er jeg jo på nettet hele dagen. Der skal skrives indlæg, læses indlæg hos andre bloggere, søges efter opskrifter, besvares mails osv. osv. Jeg følte mig som en misbruger, der får abstinenser!
Men jeg fik da ryddet op på mit værelse, hvilket faktisk også var hårdt tiltrængt, lagt tøj sammen og en masse andre ting, som jeg ellers ikke har tid til............så noget godt kom det ud af det.
Da kæresten kom hjem var jeg dog lettere pirrelig, fordi jeg ikke havde fået mit net-fix og jeg havde ikke kunnet finde ud af hvad der var galt. Jeg havde prøvet ALT! Genstartet min computer så mange gange, så det må kunne komme i Guiness Rekordbog, slukket og tændt for den trådløse modtager, prøvet kærestens computer osv.
Da kæresten kom hjem, fandt han så ud af hvad der var galt og han fandt også ud af, at det ville komme op og køre igen ved 21-tiden!
Så da det endelig kørte igen i går aftes var jeg MEGET glad og tilfreds *S'
Vi har fået bestilt de årlige billetter til Niels Hausgaards show. Denne gang hedder det "Jomfru igen" og vi skal se det i Fredericia Teater, hvor vi aldrig har været, den 5. marts 2010.
Selvom han måske ikke er nogen stor stjerne som sådan, så skal man alligevel være mere end almindelig hurtig for at få billetter!
Jeg prøvede først i Ribe, men fik at vide at hvis jeg ville have billet skulle jeg stille mig i kø ve 05-tiden om morgenen den dag de blev frigivet og så kunne jeg endda ikke være sikker på at få billet. Så prøvede jeg i Vejle - og dette er altså samme dag som de blev frigivet! - hvor der ikke var muligt at få flere pladser som var ved siden af hinanden. Det lykkedes til sidst at få billetter i Fredericia Teater og så var vi glade og roen kunne sænke sig over os *S*
På fredag skal vi ind og se afslutningen på Stieg Larssons triologi, "Luftkastellet der blev sprængt" og jeg er spændt på om den er ligeså god som de 2 tidligere.
Bøger:
Jeg er startet på "Vantro" af Karin Slaughter", Hr. Ferdinand og den tegner god! Jeg har tidligere læst 2 bøger af hende: "Bortført" og "Mørk Treenighed" og jeg var ret vilde med dem begge to, men måske nok mest "Mørk Treenighed". Jeg glæder mig meget til at læse videre.......
















