Tunsandwich - the American way...........

Tun med sprøde, syltede agurker.........

Sandwich og chips - to ting der bare hører sammen..........

Lidt tættere kig på lækkerierne...........

Sådan ser agurkerne ud.........

I aften skulle vi have haft fisk, men det blev til en af kærestens livretter: tunsandwich - the Amrican way. Jeg lærte at lave - og spise - disse fantastisk tunsandwich da jeg var au pair i USA. Jeg syntes godt nok at det var en spøjs kombination, men da jeg først fik dem smagt, var jeg solgt!!! De smager helt fantastiske og er måske verdens mest enkle sandwich: uden nogen form for dikkedarer.........men helt i særklasse :-)

Bemærk dog, at det er MEGET vigtigt at det er de rigtig agurker der bruges. Den tynde "almindelige" udgave af agurkesalat duer ikke - så er I advaret!!!! Det SKAL være de sprøde, tykke syltede agurker i skiver. Jeg tror at Beauvais er de eneste der laver dem herhjemme......

Tunsandwich - the American way:

1 ds. tun i vand

mayonnaise (ca. 1-2 spsk. fulde)

lidt friskkværnet peber

sprøde, syltede agurker i skiver

toastbrød

Hæld væsken fra tunen og bland det med mayonnaise (brug Hellmann for det bedste resultat!!). Det skal kun lige være så tunen binder sammen. Jeg tror at jeg ca. bruger 1-2 spsk. (har dog aldrig målt det af). Kom lidt friskkvænet peber i og rør det sammen. Smør det på ristet toast i et lag som man synes. Læg skiver af de specielle syltede, sprøde agurker i skiver ovenpå - de skal dække hele brødet. Skær i trekanter og server med chips - SERVER ALTID CHIPS TIL SANDWICH :-). Prøv det vist I tør, men pas på............I kan blive afhængige :-)

I aften skriver jeg mest for at få lidt luft ud ang. kæresten.........sådan er det jo engang imellem :) Vi har i vores bekendtskabskreds haft et par hvor konen igennem lang tid har været psykisk syg. Hun har derfor været indlagt ofte og i lange perioder. Vi tilbød så at have manden og de 2 børn ovre og spise - i starten var det 2 gange i ugen, men så blev det fast til 1 gang i ugen. Tilsidst var det måske ikke så meget fordi de ikke kunne finde ud af at lave mad - det lærte de jo med tiden - men ligeså meget for at manden kunne "læsse" lidt af på os, da han ikke havde andre. Vi har derfor lagt øre til mange ting, problemer med børnene, konens sygdomsudvikling, frustrationer osv. Vi hjalp gerne hvor vi kunne. Jeg er af den overbevisning at vi skal hjælpe hvor vi kan, det er jo det vi håber at andre vil gøre hvis vi havner i en situation hvor vi behøver hjælp. "Madordningen" stod på uafbrudt i 2 år!! Tilsidst var jeg ærlig talt ved at være slidt op - ikke at vi ikke kan give et måltid mad for selvfølgelig kan vi det - men også at høre om alle problemerne og hver uge skulle stå med mad til 3 ekstra mennesker.

Nu har han fundet en ny kæreste (han og konen blev skilt, da han ikke længere kunne holde det ud) - og vi ser ham aldrig mere. Det eneste jeg bare synes er, at et tak måske ville være på sin plads. Jeg mener ikke, at han skal være ovenud taknemlig for selvfølgelig ville vi gerne hjælpe (det er jo også på et eller andet plan vores pligt), men alligevel........

Hvis det havde været mig, ville jeg ihvert fald have sagt tak - og måske også givet en eller anden form for erkendtlighed (ikke at det skal gøres op i værdier). Kæresten synes, at jeg er lidt "smålig" og at man ikke sådan skal regne i "bytte-bytte-købmand" (det synes jeg nu heller ikke at jeg gør). Han mener, at han jo hjælper med at passe vores kat, hvis vi er væk på ferie eller i en weekend (ligesom vi passer deres kat, hvis de er væk)........... Måske er det også bare mig der er smålig??? Jeg ved det ikke, men det gnaver alligevel lidt i mig. Jeg brugte så mange kræfter på hver eneste uge at lave mad og forberede - det betød ofte at jeg var mindre "rørig" og "energisk" i resten af ugen pga. af min sygdom og til dels også det psykiske. Nå, men anyway nu har jeg fået ud................det kan være at det hjælper :-)